Abstinensbehandling

Hvis du har haft et stort alkoholforbrug i en længere periode, kan du få abstinenser, når du holder op med at drikke. Abstinenser er ikke at forveksle med tømmermænd.

Hvis du har et overforbrug af alkohol, vil cellerne i din hjerne efterhånden vænne sig til påvirkningen af alkohol.

Det betyder, at hvis du nedsætter dit forbrug eller stopper med at drikke alkohol, kan både din hjerne og krop reagere, og du kan opleve et eller flere af følgende symptomer:

  • Rysten
  • Svedudbrud (evt. fugtige håndflader)
  • Uro i dele af kroppen eller i hele kroppen
  • Hjertebanken
  • Rastløshed
  • Søvnbesvær
  • Angst

Ønsker du at stoppe dit alkoholforbrug i en kortere eller længere periode, er det vigtig at afhjælpe de fysiske abstinenser, der kan være skadelige for din krop.

På Rusmiddelcenter Randers tilbyder vi ambulant behandling af de fysiske abstinenser efter et stort alkoholforbrug. Det vil sige, at du bliver behandlet uden at blive indlagt.

Hvorfor skal abstinenser behandles?

Der er flere grunde:

  1. Abstinenser er fysisk belastende for din hjerne og krop og kan forværres fra gang til gang.
  2. Ubehandlede alkoholabstinenser kan være farlige, idet de kan udvikle sig til en potentiel livstruende tilstand, kaldet delirium tremens.
  3. Med en velgennemført medicinsk behandling har du bedre mulighed for at gennemføre et behandlingsforløb.

Sådan får du behandlet dine abstinenser

Du skal kontakte Rusmiddelcenter Randers, hvis du tænker, at abstinensbehandling kunne være en god mulighed for dig.

Er du allerede startet i alkoholbehandling, kan du sammen med din behandler aftale det bedste tidspunkt for abstinensbehandling.

Du vil herefter få en samtale med vores sygeplejerske. Såfremt sygeplejersken i samråd med din egen læge vurderer, at du har abstinenser (det er ikke alle der får det, men det er vigtigt at få det vurderet) vil du med medicinsk behandling kunne få afhjulpet dine abstinenser. På Rusmiddelcenter Randers bruger vi tablet Risolid eller Klopoxid.

For at forebygge de nerveskader i hjerne og ben som et overforbrug af alkohol kan forårsage, anbefaler vi at du samtidig tager to slags B-vitaminer i 3 måneder. Du får med til de første 10 dage herfra. Vi anbefaler, at du herefter selv køber B-vitaminer på apoteket og efterfølgende fortsætter behandlingen i tre måneder. Dette er for at forebygge de nerveskader i hjerne og ben som et overforbrug af alkohol kan forårsage.

Så længe varer behandlingen

Abstinensbehandlingen varer 6-10 dage, og du skal forvente, at der i løbet af behandlingen vil være 2-4 opfølgende samtaler med sygeplejersken.

Det er vigtigt, at du sover så meget som muligt under din abstinensbehandling, for at din krop og hjerne får ro og hvile til at komme sig. I det hele taget skal du være god ved dig selv under behandlingen. F.eks. er det også vigtigt, at du spiser godt. Det er derfor afgørende, at du vælger et tidspunkt for abstinensbehandlingen, hvor du har mulighed for at slappe af og tage den med ro i minimum én uge.

Efter behandlingen

Efter abstinensbehandlingen tilråder vi, at fortsætte samtaler med en behandler. Her har du mulighed for at i sammen arbejder med, hvordan du kan opfylde den målsætning, du ønsker.

Der vil også være mulighed for at opstarte Antabusbehandling, hvis du ønsker det.